Vores Sol er blot én ud af omkring 100 milliarder stjerner i vores galakse, Mælkevejen. Denne galakse, med al sin pragt, er kun én ud af omkring to billioner kendte galakser i universet. Hvis vi forsøger at estimere det samlede antal stjerner i kosmos, står vi over for et overvældende tal: en septillion, altså 10^24 stjerner – en million billioner billioner stjerner. Disse tal er så enorme, at de overstiger menneskelig forståelse, men at forstå denne storhed bringer os tættere på universets sande majestæt.
Hver stjerne er en gigantisk kugle af glødende gasser, primært brint, holdt sammen af gravitation og producerer energi gennem kernesammenføjning. Stjerner varierer enormt i størrelse, masse og temperatur. Nogle, som røde dværge, er rolige og effektive og kan skinne i over en billion år. I den anden ende af spektret findes stjerner som UY Scuti, med en diameter over 1.700 gange større end Solen, som kun lever i nogle få millioner år, før de eksploderer i massive supernovaer. Vores Sol, med en levetid på omkring 10 milliarder år, befinder sig midt i dette spektrum og har allerede gennemgået halvdelen af sin eksistens.
Hver galakse rummer også milliarder af planetariske systemer. Alene i Mælkevejen findes sandsynligvis over 100 milliarder planeter, hvoraf mange befinder sig i zoner, der potentielt kan understøtte liv, ligesom Jorden. Med andre ord kan der i vores galakse alene være milliarder af planeter, der er i stand til at understøtte liv. Hvis vi udvider denne sandsynlighed til hele universet, bliver eksistensen af liv i fjerne dele af kosmos ikke kun mulig, men højst sandsynlig.
Dog repræsenterer det, vi ser, ikke hele virkeligheden. Størstedelen af universets masse består af noget usynligt: mørkt stof og mørk energi. Mørkt stof, som udgør omkring 85 % af universets masse, kan kun detekteres gennem dets gravitationelle effekter på galakser. Mørk energi, som udgør omkring 70 % af universets energi, er ansvarlig for den accelererede udvidelse af kosmos. Derudover gemmer milliarder af sorte huller sig i galaksernes centre, inklusive et supermassivt sort hul i centrum af Mælkevejen, som er millioner af gange tungere end Solen.
Universets alder anslås til omkring 13,8 milliarder år. Lyset fra de fjerneste galakser, der når os i dag, har rejst i milliarder af år og giver os billeder af en fjern fortid. På denne kosmiske skala er vores Jord – denne lille blå prik – blot en partikel i et hav af mørke og lys. Vores Sol er kun én ud af septillioner af stjerner, den tætteste på os; men når vi ser op mod himlen, ser vi i virkeligheden spor af milliarder af andre sole – hver med en unik historie, måske med planeter, måske med liv og måske med mysterier, vi endnu ikke kan forstå.
Teologi
I denne sammenhæng opstår et afgørende teologisk spørgsmål: Hvis universet var mindre og enklere, kunne ideen om, at det opstod ved en tilfældighed, virke mere plausibel. Men et univers af så enorm udstrækning og komplekst arrangement gør ideen om en tilfældig oprindelse ekstremt usandsynlig, næsten uacceptabel. Jo større og mere komplekst universet er, jo tættere på nul er sandsynligheden for, at det opstod ved en tilfældighed.
Som svar til ateister, der bruger universets storhed til at benægte eksistensen af en Skaber, må det siges: Hvis universet var mindre, ville de betragte det som bevis på tilfældighed; nu, hvor det er så enormt, hævder de, at menneskets eksistens i denne uendelighed er en tilfældighed! Dette virker som en flugt fra sandheden. Men for et opmærksomt menneskeligt sind er universets storhed et klart tegn på dets Skabers storhed. En Skaber, hvis uendelige magt manifesterer sig i kosmos’ uendelighed og som har etableret en så forunderlig orden. Universets storhed er således ikke en grund til at benægte Gud, men et klart bevis på at anerkende Hans magt og visdom.
For bedre at forstå dette, lad os bruge en analogi fra teknologiens verden: I programmering er det muligt for en nybegynder at skabe en simpel kode ved at kombinere nogle få tegn. Men kan vi forestille os, at Google – med sine milliarder af kodelinjer – opstod ved en tilfældighed? Et sådant projekt var kun muligt gennem tusindvis af ingeniørers utrættelige arbejde og intelligent design. Hvordan kan vi så betragte universet, som fungerer med en uendeligt større orden end Google, som resultatet af en tilfældighed? Med den forskel, at universets Skaber, i modsætning til ethvert menneskeligt projekt, ikke har brug for samarbejdspartnere og er ikke begrænset af tid eller rum. Han er den Eneste, den Almægtige, og universet er en perfekt manifestation af Hans magt.
I denne sammenhæng peger Koranen på tegnene i himlene. I Sura Al-Wāqi‘a, vers 75 og 76, siges det:
«Jeg sværger ved stjernernes positioner – og det er en stor ed, hvis I blot vidste.»
Se Sura og vers
Dette vers fremstiller stjernernes positioner som et vigtigt tegn, et tegn for dem, der reflekterer og søger Skaberens storhed i skabelsen.